Det skal du vide om grøn strøm

I Danmark findes der kun ét enkelt elnet. Det drives, udvikles og vedligeholdes af den selvstændige, offentlige virksomhed Energinet, der hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Når der kun er det enkelte energinet, betyder det, at al produceret strøm i princippet bliver blandet sammen, så du ikke helt kan vide, om det er sort eller grøn strøm, der kommer ud af din stikkontakt, når du for eksempel skal oplade din elbil eller lave aftensmad, når du kommer hjem fra arbejde.

Alligevel kan dit elselskab garantere, at du med dit elforbrug er med til at bidrage positivt til den grønne omstilling. Lyder det indviklet? Det kan vi godt forstå, hvis du synes, men hvis du læser videre i dette indlæg, vil vi forsøge at afmystificere, hvorfor det faktisk giver mening at tale om grøn strøm.

 

Hvordan kan man kalde det grøn strøm?

Der bliver hver dag handlet med strøm på den nordiske elbørs. Strømmen kan både være produceret af bæredygtige og vedvarende energikilder, men kan desværre også være produceret som følge af afbrænding af fossile brændsler som olie, gas og kul. Det kan den enkelte energileverandør ikke gøre så meget ved. Det er i stedet i efterbehandlingen af den indkøbte strøm, at det grønne produkt findes.

Når en producent af vedvarende energi – eller grøn strøm – sælger sit produkt videre til elleverandøren, sælger de også en oprindelsesgaranti for, at strømmen rent faktisk er grøn. Disse garantier kaldes også for Guarantees of Origin-certifikater (eller GoO) og har til formål at garantere, at en vis del af den solgte elektricitet ikke er af fossil oprindelse, men altså faktisk er grøn strøm.

Her kommer vi tilbage til Energinet. Det er nemlig dem, der udsteder GoO. Hos nettopower opkøber vi et antal certifikater, der svarer til vores elkunders forbrug. Som kunde er du derfor garanteret, at dit elforbrug er en del af den grønne omstilling – også selvom strømmen, du bruger, ikke kun er grøn. Når vores samlede leverance af strøm i løbet af et år gøres op, er det op til vores revisorer at dokumentere, at vi faktisk har købt det antal GoO, der svarer til mængden af solgt grøn elektricitet.

 

Hvilke kilder leverer grøn strøm?

Danmark bliver ofte fremhævet som et grønt foregangsland, når det kommer til elforbrug, men hvilke kilder leverer faktisk den grønne strøm? Herunder har vi beskrevet tre af de største:

  • Vindmøller: I Danmark er vi rigtig gode til at udnytte, at det blæser. Det gør vi ved at producere og opsætte vindmøller, hvis vinger vinden drejer rundt. Når vingerne drejer rundt, produceres der grøn strøm. I 2022 blev omkring halvdelen af det samlede danske elforbrug dækket af vindmølleenergi, og hos nettopower er det netop den energi, vi garanterer, når du tilkøber vores grønne produkt til dit abonnement.
  • Solceller: Måske har du lagt mærke til, at der kommer flere og flere solcelleparker rundt omkring på marker og industrielle tage rundt om i Danmark. Det gør der, fordi solenergi har et kæmpestort potentiale som vedvarende energikilde. Når der er lys nok, produceres der nemlig store mængder strøm. Har du dine egne solceller, kan du faktisk dække en stor del af din husstands elforbrug.
  • Vandkraft: Vandenergi er noget, vi især ser i Norge og Sverige. Her er de gode til at udnytte de store kræfter, der løber igennem elve og floder, når for eksempel sneen smelter fra bjergene og søger mod lavere plateauer. I Danmark er potentialet for vandkraft ikke så stort, fordi vi hverken har bjerge eller store floder.

 

Hvad er mærkeordningen med de grønne blade?

Har du nogensinde lagt mærke til, at elleverandører har det med at markedsføre deres elprodukter med et grønt blad? Det gør de, fordi du som forbruger skal kunne vide dig sikker på, at du køber strøm med oprindelsesgaranti. Vi må som leverandør af strøm ikke bare sige, at vores elektricitet er grøn. Vi skal kunne dokumentere, at den er det, og at den således eksempelvis kommer fra en af de vedvarende kilder, vi listede herover.

Det at vi skal kunne dokumentere, at vores strøm er grøn, er både et krav fra forbrugerombudsmanden, men også vores måde at synliggøre vores gennemsigtighed, når det kommer til vores produkter. Vi ønsker nemlig, at du med vished kan være en del af den grønne omstilling. Du skal dog stadig være opmærksom på, at både sort og grøn strøm blandes sammen i energinettet. Mærkeordningen med de grønne blade består af enten ét eller to blade og er din garanti for, at vi køber GoO, men hvad betyder ét eller to blade?

  • Et enkelt blad betyder, at elektriciteten er 100 % produceret af vedvarende energikilder, hos nettopower betyder det vindmølleenergi.
  • To blade betyder, at elektriciteten dels er 100 % produceret af vedvarende energikilder, men også, at eludbyderen reducerer emissioner svarende til kundernes forbrug af energi.

Er du interesseret i at bidrage til den grønne omstilling gennem dit elforbrug? For blot 19 kr. ekstra om måneden er du med til at sikre, at vi opkøber GoO, der svarer til dit elforbrug.