Reduceret elafgift – hvad, hvorfor og hvordan

I Danmark skulle man tro, at vi var helt tossede med elafgifter. Sammenlignet med vores nabolande i norden og øvrige lande i Europa topper vi nemlig listen over nationer med de højeste afgifter på el. Det er et grundvilkår for alle danske elkunder, at man betaler en elafgift til staten, og det kan hurtigt rende op i betydelige summer for den enkelte elkunde.

Heldigvis har du i dag gode muligheder for reduceret elafgift – såfremt du opfylder de rette betingelser og krav, som loven foreskriver. Dette kommer alle dem til gavn, der primært opvarmer deres hus via jordvarme, varmepumpe eller elvarme. Reduceret afgift i disse tilfælde kan altså med andre ord kløve toppen af din elregning, så du opnår fornyet luft i privatøkonomien til andre investeringer i hverdagen.

Lyder det alt sammen vældig godt, men er du i tvivl om, hvorvidt du kan få fradrag for elafgift, hvordan du opnår tilskud til elvarme, og hvor du overhovedet skal starte og slutte?

Bare rolig, hjælpen er nær! I dette blogindlæg stiller vi skarpt på elafgiftsfradrag i Danmark og giver dig blandt andet en afklaring af kravene til ansøgning om reduceret elafgift, en ”how to”-guide til hvordan samt en række gode råd til, hvad du bør være opmærksom på – uanset om du søger reduceret elafgift til sommerhus, helårsbolig eller lejebolig.

Så er du klar til at spare gode penge på din elregning ved hjælp af et elvarmetilskud?

Læs med nedenfor, og bliv meget klogere på det hele.

God fornøjelse!

De grundlæggende krav til reduceret elafgift

Det første spørgsmål, der typisk dukker op i elkundernes hoved, når de hører om reduceret elafgift, er: Er jeg mon berettiget til at modtage et elvarmetilskud? Og dette spørgsmål afføder typisk et andet relateret af slagsen: Hvordan sikrer jeg, at jeg opfylder kravene til at kunne få reduceret elafgift?

Elvarme er her det centrale omdrejningspunkt for svaret – altså hvorvidt du er berettiget til elafgiftsfradrag eller ej. Der er nemlig forskel på, hvordan de danske hovedsageligt opvarmer deres boliger.

Derfor lyder de nyeste krav for nedsat elafgift pr. 1. februar 2019 som følger:

  1. Din primære opvarmning er elvarme
  2. Din bolig opfylder betingelserne i Bygnings- og Boligregistret (BBR).
  3. Din bolig er registreret som elopvarmet i både Bygnings- og Boligregistret (BBR) og hos dit elselskab.

Disse krav gælder for følgende typer af byggerier:

  • Helårsboliger
  • Sommerhus
  • Feriebolig/lejlighed til eget brug.

Såfremt du opfylder alle ovenstående betingelser, vil du altså som elkunde kunne ansøge om reduceret elafgift. Vær opmærksom på, at du selv er ansvarlig for at søge herom hos dit elselskab. Når din ansøgning sendes afsted, vil elselskabet registrere den i deres system og håndtere den efterfølgende udbetaling.

Men inden vi kommer til ”how to”-guiden, vil vi lige træde et lille skridt tilbage og se på de forhold, du med fordel kan have styr på, inden du trykker ”ansøg”.

Det skal du gøre, inden du kan få reduceret elafgift/elvarme

Hastværk er som bekendt lastværk – og det gælder bestemt også, når du skal ansøge om reduceret elafgift. En af de største og mest alvorlige fejl i denne sammenhæng er nemlig, hvis du hovedkulds og uden de fornødne forberedelser kaster dig ud i energirenoveringen af din bolig med alt, hvad det indebærer af indkøb af materialer, håndværkertilbud osv.

Her er det afgørende at slå koldt vand i blodet og stoppe op, selvom du nok gerne vil hurtigst muligt til de sparede penge. Heldigvis kommer alt godt til dem, der venter, og derfor gør du klogt i at pause renoverings- eller byggeprojektet, indtil du reelt set har fået tilbagemelding på og godkendelse af ansøgningen. På den måde har du 100 % vished om, hvorvidt dit elselskab har mulighed for at finansiere dit tilskud til elvarme. Ellers risikerer du pludselig at stå midt i et projekt, hvis ansøgning om reduceret elafgift bliver afvist, og som du derfor ikke selv kan finansiere af egen lomme.

Når du først har fået godkendt ansøgning, vil du typisk modtage et sagsnummer samt øvrig praktisk information pr. mail, som du skal sørge for at gemme, så du senere kan få udbetalt dit elvarmetilskud. Dokumentationen skal blandt andet bruges til at sende til elselskabet til allersidst som bevis for, at byggeriet/renoveringen står færdigt.

Her får du en liste med punkter, som du bør have styr på:

  • Din boligs opvarmningsform. Dette kan du tjekke på hjemmesiden ois.dk.
  • Hvorvidt din bolig officielt er registreret som elopvarmet i BBR-registreret (altså at du har enten jordvarmeanlæg, luft-til-luft-varmepumpe, luft-til-vand-varmepumpe eller helt almindelig elvarme som primær varmekilde). Dette kan du også tjekke på ois.dk.
  • Sikring af godkendt ansøgning hos dit elselskab, før du investerer i dit bygge/renoveringsprojekt.

Du kan også gøre dig selv den tjeneste lige at tjekke din elregning forinden, hvis du er i tvivl om ovenstående. Står der følgende to informationer på regningen, modtager du allerede tilskud til elafgift fra dit pågældende elselskab:

  • Reduceret elafgift
  • Elafgift

Og hvis du tjekker din BBR-meddelelse, skal følgende to energioplysninger figurere i følgende form, for at du kan ansøge om reduceret elafgift:

Energioplysninger:
Varmeinstallation: Varmepumpe
Opvarmningsmiddel: Elektricitet.

Sådan! Nu er du vist klar til at få en hurtig ”how to”-guide til, hvordan du rent faktisk ansøger trin for trin.

Trin for trin-guide: Sådan søger du om tilskud til elvarme

Men lad os ikke spilde tiden. Her får en kort og kronologisk gennemgang af de enkelte trin i processen:

  1. Kontakt dit elselskabs kundeservice, og oplys dem om, at du for det første har elvarme på din boligs privatadresse og for det andet, at du ønsker elvarmetilskud.
  2. Herefter tjekkes der op på, hvorvidt du allerede modtager reduceret elafgift (hvilket du som nævnt også selv kan tjekke op på forinden).
  3. Elselskabet registrerer herefter elvarme i elmarkedet på adressen hvis det ikke allerede er registreret.
  4. Når dette er registreret i elselskabets system, effektueres den reducerede elafgift, og du vil herefter kunne aflæse det på din elregning.

Vær opmærksom på, at hvis din boligs opvarmningsform ændrer sig, så du ikke længere er berettiget til at modtage elafgiftsfradrag, er du forpligtiget til at underrette dit elselskab herom.

Det var altså selve guiden til ansøgning. Men hvordan ser det så ud med dit elvarmetilskud i kroner og øre. Eller med andre ord: Er der (gode) penge at spare?

Og ja, det er der faktisk, kan vi allerede afsløre …

Spar gode penge: Dit elvarmetilskud i kroner og øre

Når du får godkendt din ansøgning om reduceret elafgift på sommerhus, helårsbolig såvel som feriebolig, kan du se frem til en betydelig besparelse, der gør et godt indhug i elregningen.

Din elafgift bliver pr. 1. februar 2019 beregnet på baggrund af følgende satser:

  • Forbrug på op til 4.000 kWh/år: 111,5 øre/kWh inklusiv moms (89,20 øre/kWh eksklusiv moms)
  • Forbrug på over 4.000 kWh/år: 26,25 øre/kWh inklusiv moms (21,00 øre/kWh eksklusiv moms).

Samlet set betyder det en besparelse på 85,25 øre/kWh inklusiv moms (eller 68,20 øre/kWh eksklusiv moms). Tallene på din elregning dækker over beregninger eksklusiv moms, da denne lægges oveni efterfølgende.

Disse satser forudsætter selvfølgelig, at du lever op til alle betingelserne for udbetalingen af tilskud til elvarme.

Lad os tage et fiktivt eksempel for at illustrere det i praksis:

En bolig, der har el som primær opvarmning, bruger i gennemsnit 15.000 kWh til opvarmningsformål om året. Her vil boligejerne således opnå en årlig besparelse på over 10.000 kroner (inklusiv moms) på grund af reduceret elafgift.

Eksemplet taler vist for sig selv: Hvis du har en bolig med elvarme, er reduceret elafgift en nem og oplagt vej til at spare gode penge på elregningen. Så bare se at komme i gang med at ansøge, hvis ikke du allerede har gjort det for længst.

NYT: Reduceret elafgift på sommerhus og feriebolig

Som nævnt et par gange gælder reduceret elafgift ved elvarme ikke udelukkende i de tilfælde, hvor der er tale om helårsboliger. Som noget nyt pr. 1. februar 2019 har du også mulighed for at ansøge om reduceret elafgift på sommerhus og feriebolig/lejlighed til eget brug vel at mærke.

Her gælder sådan set de helt samme betingelser og regler for at modtage elvarmetilskud som beskrevet ovenfor. Det betyder, at du hurtigt kan opnå besparelser på din elregning i sommer/feriehuset, hvilket kan være yderst gavnligt for privatøkonomien, da et sommerhus’ varmeforbrug nemt kan ende i omegnen af 5.000 kWh om året. Men med nedsat elafgift vil du i dette tilfælde kunne nyde godt af en besparelse på hele 780 kroner (inklusiv moms), som kan bruges på alt muligt andet.

Kort sagt: Undersøg dine muligheder for reduceret elafgift på sommerhus, feriebolig eller helårsbolig – det betaler sig bogstaveligt talt!

Vi håber, at du med ovenstående gennemgang er blevet meget klogere på reduceret elafgift i Danmark. Er du i tvivl om din situation og dine muligheder i denne sammenhæng, må du endelig ikke tøve med at kontakte vores kundeservice. Vi sidder klar til at hjælpe dig til de bedst mulige besparelser på elregningen – og vi byder dig altid velkommen som en del af nettopower-familien.

Vil du vide mere om, hvordan du aflæser din elmåler, dit HPFI-relæ, tips til opladning af din el-bil eller lignende. Slå dig endelig løs i vores blogunivers.